Et navn der har været på alles læber de sidste par år. Benjamin Hav der først fik succes i den danske rapgruppe Benal, der splittede op i 2019, er i dag i fuld gang med solokarrieren, som tæller blandt andet mere end 200.000 månedlige lyttere og 25 millioner streams på Spotifiy.
Benjamin Hav startede solokarrieren med et brag af feature singles i 2019. Først med Emil Kruse singlen ”Air Tonight”, der har mere end 10 millioner streams, og dernæst ”Nik & Jay” med Topgunn, der blev en kæmpe landeplage hele sommeren. Efterfølgende udgav Benjamin to albums på to uger i januar 2020; ”Spice up your life” og ”Dit syge dyr”.
I dag har Benjamin Hav med stor succes optrådt på samtlige danske festivaler og spillesteder, samt udgivet et væld af succesfulde singler og albums. Senest i sommeren 2022, hvor Benjamin udgav en sang med den danske musikveteran Thomas Helmig.