I 2021 beviste Bbybites klart og tydeligt, hvorfor man netop skal holde øje med hende. Det startede med P3’s Uundgåelige og dernæste Voice Choice med singlen ”bby”, som handler om altid at være i identitetskrise, men at kernen af hvem man er, altid er den samme.
Siden da har hun fulgt op på successen med de to radiosingler ”Take Me Hard” og ”Pleaser”. Alle tre singler er at finde på Bbybites debut EP kaldet ”PLEAZER”, hvor hun for første gang tegner et samlet billede af, hvem hun er, og hvad hun står for.
”Den (læs: EP’en) afspejler at være en kvinde i midt 20’erne, som har brugt størstedelen af sit liv på at behage andre fremfor sig selv. Den er på den ene side et statement om, at jeg er på vej væk fra pleaser-delen af mit liv, men den er også skildringen af en løsrivelsesproces, som ikke falder mig nemt.” fortæller Bbybites med det borgerlige navn, Martha Maj.
Bbybites har også væltet sine fans bagover med hendes energiske, følelsesladede og historiefortællende liveshows, hvor bl.a. Bands of Tomorrow gav 4/5 stjerner ved koncerten i Lille VEGA.
Med Bbybites får du en artist, der har sans for både performance og drama, og du er garanteret et show både for øjne og øre.