BALOOSH gjorde sin entré på den danske musikscene for blot tre år siden, hvor han bl.a. var en bærende del af DR-dokumentaren ”Ghettostjerner”. Her markerede han sig med sine klagefyldte fraseringer og dybe tekster, der oftest rummer lige portioner melankoli, frustration og indlevelse.
Det fremstod tydeligt, at han er mere sanger end rapper, men at han mestrer begge dele – og at han vil begge dele.
Efter ”Ghettostjerner” tog det fart – den ene stemningsfyldte musikvideo efter den anden (fx ”Soldat”, ”Bløder” og ”Hayati”) positionerede ham yderligere som én af fremtidens store stjerner. Det blev slået yderligere fast live i løbet af 2022 med ikke alene flotte salgstal men også en sjældent set indlevelse fra publikum, der tager hvert et ord til sig og kaster det tilbage mod scenen.